Barnet
Barnet er nu ca. 45 cm langt og vejer ca. 2,59 kg i starten af ugen og ca. 2,76 kg ved ugens udgang.
Barnet opbygger fedt til livet uden for livmoderen. Fosterbevægelserne kan ændre karakter og føles mere som skub. Du kan måske se en albue eller en hæl, som trykker ud mod huden – af og til endda en hel fod!
Selvom barnet har mindre plads nu, skal du som vordende mor mærke liv hver dag. Bevægelserne ændrer måske karakter, men ikke hyppighed. Det er en god idé at lære barnets aktivitetsmønster at kende – så er det lettere at lægge mærke til, hvis noget ændrer sig. Og stol på dit instinkt! Hvis du føler, at noget virker forkert, så søg læge med det samme.
Mor
Dit barn har sikkert placeret sig og står nu måske fast i bækkenindgangen nu, eller at hovedet stadig bevæger sig en smule. Dette tjekker din jordemoder ved hvert besøg i slutningen af graviditeten. Nogle børn sætter sig ikke helt fast før veerne starter eller vandet går.
Hvis dit barn ligger med numsen nedad, i det der kaldes en sædestilling, kan du få tilbudt et vendingforsøg på hospitalet. Formålet med vendingforsøget er at få barnet til at vende sig så hovedet kommer nedad, hvilket, afhængig af hvordan dit bækken og barnets hoved er formet, kan gøre det lettere at føde. Det går ofte godt at føde et barn i sædestilling, men det er mere anstrengende for barnet at blive født med numse først, og derfor kan en beslutning om at sadle om til et kejsersnit blive nødvendig.
Vendingforsøg Hvis du siger ja til et vendingforsøg, foregår det på hospitalet. Først får man et lægemiddel, der er designet til at få livmoderen, som jo er en muskel, til at slappe af. Derefter udføres vendingforsøget af en fødselslæge, som ved at trykke på maven forsøger at hjælpe barnet til at lave et "kolbøtte".
Det er helt frivilligt, om man ønsker at lave et vendingforsøg eller ej. I cirka 50 % af alle tilfælde lykkes det at få barnet til at vende sig til hovedstilling.
Hvis det ikke lykkes at få barnet til at vende sig, skal du tage stilling til, om du ønsker at føde i sæde, hvis graviditeten ellers har været ukompliceret og barnet er normalt stort.
Vaginal sædefødsel kan være en mulighed Hvis bækkenmålene er rummelige nok, og barnet ikke vejer for meget, kombineret med at du er motiveret for at føde vaginalt, kan man planlægge en vaginal sædefødsel. Du vil få udførlig information om dette på dit hospital, og du kan også spørge din jordemoder eller læge for at få mere viden og kunne træffe et informeret valg.
Hvis kriterierne ikke er opfyldt, eller du ikke føler for at føde vaginalt, planlægges der i stedet for et kejsersnit.
Svært ved at sove? Du kan have svært ved at sove og behøver at vende dig ofte. Måske drømmer du kraftige, klare drømme. Der er meget, der skal bearbejdes inden fødslen og den nye familie. Fortsæt med at hvile så ofte du kan; de sidste uger kan føles ekstra tunge og langsomme.
Praktiske forberedelser Det kan føles rart at forberede sig på ankomsten af et nyt familiemedlem ved at fylde fryseren med mad. At bede venner og familie om at bringe mad, når de kommer for at besøge babyen første gang, kan sørge for, at du/I ikke både skal tage sig af flere børn, en nyfødt og agere cateringfirma på samme tid.
Det plejer også at være en god idé at sænke kravene de første uger med en nyfødt, særligt når der allerede er flere børn i familien. Det er ofte ekstra turbulent, når et nyt familiemedlem gør sin entré, og alle relationer skal genetableres. Undertiden er det ikke barnet, der er tættest på i alder, der reagerer mest, men det ældste barn. Giv det tid; alle kommer på plads i det nye før eller siden!
Hvis du venter tvillinger Nu er det snart tid til at møde børnene! På dette tidspunkt har du sikkert styr på, hvilket af børnene der sparker hvor og hvornår, og måske kan du allerede nu mærke forskel på deres personligheder. Selv enæggede tvillinger har forskellige personligheder, selvom de deler DNA.
Partner
Nu er det almindeligt, at man ser jordemoderen/lægen oftere end i starten af graviditeten for at kontrollere, at både mor og barn har det godt. Det er også på høje tid at tale med jeres jordemoder på jordemodercentret om jeres tanker omkring fødslen, f.eks. om den vordende mor foretrækker en bestemt fødestilling frem for en anden samt valg af smertelindring. Det er vigtigt, at du er involveret i disse beslutninger, så du kan være talerør for din partner under fødslen. Det er jo trods alt dig, som formodentlig kender hende bedst. Det at skrive fødselsplanen ned sammen kan være en god måde at starte dialogen om disse spørgsmål på.
Og glem ikke at tage billeder af den store, fine mave – snart er den et minde blot.
Forøg trygheden for dig selv og dit barn med en gratis graviditetsforsikring. Vidste du, at du kan få en gratis graviditetsforsikring fra Tryg i Preglife appen?