Barnet
Barnet er nu otte uger gammelt og måler ca. 3 cm fra hoved til hale. I løbet af de kommende uger bliver kønsorganerne færdigudviklet, men man kan endnu ikke se barnets køn ved hjælp af ultralydsscanning. Alle de vigtige organer er dannet.
På nuværende tidspunkt er barnets hoved meget stort i forhold til resten af kroppen – det udgør ca. halvdelen af fostrets kropslængde. Ved fødslen vil det udgøre omkring en fjerdedel af barnets længde.
Barnet kan nu gabe, sutte og synke. Små detaljer som hår og negle begynder at udvikles.
Mor
Din krop er i fuld fart hele døgnet rundt, og der er mange funktioner i kroppen, som arbejder lidt ekstra nu, hvor du venter barn - alt for at både du og barnet skal have det så godt som muligt.
Graviditetssymptomer Du har nu en større blodmængde end normalt, og den øgede mængde blod kan gøre, at dine hænder og fødder føles varmere end sædvanligt. Derudover medfører den større mængde blod en hurtigere puls, og du kan af og til mærke hjertebanken. Det er helt ufarligt.
Du kan også opleve, at du er tørstigere end normalt. Dette sammen med at livmoderen vokser, er grunden til, at du skal tisse ofte.
Har du fortalt, at du er gravid? Måske har du allerede fortalt alle, at du venter barn, eller også tænker du over, hvordan og hvornår du skal gøre det på bedste vis. Hvis du ikke ønsker at dele det med hele verden endnu, har du sikkert allerede fundet dine tricks og tips til ikke at afsløre din store hemmelighed.
Måske har du valgt allerede at fortælle dine ældre børn, at der bor en lillesøster eller lillebror inde i dig, og at man kan blive ekstra træt, når et nyt liv vokser. Hvordan ældre søskende reagerer på nyheden om et nyt søskende er helt individuelt. Reaktionen kan rumme både glæde og vrede, og afhænger også af, hvilken alder dine børn er i.
Hvis du venter tvillinger Enæggede eller tveæggede – hvad er forskellen? Tvillinger kan være enæggede eller tveæggede. Er der tvillinger i familien, er der en øget chance for tveæggede tvillinger, og der er tale om to separate æg, der er blevet befrugtet ved samme ægløsning/tidspunkt af hver sin sædcelle. Enæggede tvillinger derimod sker ved en tilfældighed, når et befrugtet æg deler sig i to. Tveæggede tvillinger har altid hver deres moderkage, mens enæggede tvillinger både kan have den samme og hver deres.