
Barnet
Embryonalperioden er slut, og embryoet kaldes fra nu af et foster (vi omtaler det som barnet). Barnet er nu ca. 2,5 cm langt fra hoved til hale, og en meget intensiv udvikling af nervecellerne finder nu sted. Barnets ankler og håndled er blevet dannet, og man kan ane små fingre og tæer. Tyve små tandanlæg dannes i gummerne.
I den hindesæk, som barnet befinder sig i, er der nu ca. 100 ml fostervand. Fostervandet er der, for at barnet skal kunne røre sig og træne arme og ben. Vandet er også isolerende og hjælper barnet med at holde en jævn kropstemperatur, og det beskytter imod stød. Desuden er det en næringskilde for barnet.
Fostervandet produceres i fosterhinderne, og hele mængden af fostervand fornys i løbet af 24 timer. Normalt er der op til en liter fostervand sidst i graviditeten.

Mor
At være gravid er ofte en følelsesmæssig rutsjebanetur, det er meget ligesom i teenageårene. Det er ikke usædvanligt at blive oprevet og irriteret over ting, som du normalt ikke ville bekymre dig om, og det skyldes de høje niveauer af graviditetshormoner i kroppen.
Læg dertil en smule naturlig bekymring over graviditeten og alt, hvad det indebærer at blive mor, så er det let at se, at det måske påvirker dit humør og velbefindende. Prøv at være god ved dig selv. At give dig selv et kærligt klap på skulderen i ny og næ er værdifuldt og vigtigt. Hvis du føler dig mere nedtrykt, end du normalt gør, skal du selv tage ansvar for at signalere det til din jordemoder eller læge. Der findes god hjælp at hente. I de fleste regioner sker dette via din lægeklinik, men din jordemoder kan hjælpe dig med at finde den rette hjælp.
Graviditetssymptomer Det er almindeligt at være meget træt om aftenen og at have brug for at gå tidligt i seng.
Dine bryster kan have begyndt at ændre form og udseende, og det er ikke usædvanligt at skulle gå op en eller flere BH-størrelser i løbet af graviditeten. Det kan være rart med en fast BH, som giver ordentligt med støtte. Brysterne er som regel mest ømme i første halvdel af graviditeten.
Vitaminer og mineraler Hvis du ikke allerede tager vitamin- og mineraltilskud, kan det være godt at starte med det nu, eventuelt også et jerntilskud. Tal med din jordemoder eller læge.
Involver din partner Det plejer at være en god idé at gøre eventuel partner bekendt med de forandringer, du oplever. Både for følelsen af inddragelse og fordi det bliver lettere for din partner at støtte dig og forstå, hvad du gennemgår. Ingen kan læse vores tanker, så jo mere du kommunikerer om, hvordan du har det, desto bedre støtte og hjælp kan du få.
Hvis du venter tvillinger Når man er gravid med tvillinger, er det almindeligt at ophobe mere væske end når man venter ét barn. Dette i kombination med, at dit blodvolumen stiger, betyder, at dine nyrer skal arbejde lidt hårdere, og du vil have behov for at tisse oftere end sædvanligt. Begynd gerne at bruge støttestrømper tidligt i graviditeten, da støttestrømper hjælper dine ben til at være mindre hævede.

Partner
Barnet har nu passeret de første af de mest følsomme udviklingsstadier, og nu skal alting videreudvikles.
Synes du, at tiden indtil nu er gået hurtigt eller langsomt? Kommende forældre har ofte ikke den samme oplevelse af, hvor hurtigt graviditeten går. Den vordende mor synes måske, at de første uger går hurtigt – med alle de forandringer, hun oplever i kroppen – hvorimod de kan føles betydeligt langsommere for dig som partner. Du kommer formodentlig til at synes, at ugerne går hurtigere, og at graviditeten bliver mere indholdsrig, jo længere I når hen.