I ammeperioden kan alle komme ud for, at barnet pludselig ikke vil tage brystet.
Det første døgn kan det skyldes, at barnet har det dårligt og kaster op eller hurtigt falder i søvn ved brystet. Et frisk og fuldt udviklet barn vil som regel kunne klare sig på sine reserver fra tiden i maven. Du kan lægge barnet hud mod hud med frie luftveje, stimulere brystet/håndudmalke og afvente.
Døgn 2-4, når mælken løber til, kan brysterne være spændte og hårde, og det kan være svært for barnet at åbne munden nok til at få ordentligt fat om brystet. Nu har barnet brug for at få mad, og du kan blive ved med at stimulere brystet. For at blødgøre det hårde bryst (så barnet kan få ordentligt fat om brystet med sin mund) kan du bruge det såkaldte C-greb.
At det nyfødte barn ikke vil tage brystet kan også skyldes, at det har umodne tungebevægelser, at det løfter tungen op i ganen, eller at det har for kort tungebånd.
Når barnet er 2-3 måneder, begynder det at interessere sig mere for omgivelserne. Måske har det suttet fint på brystet tidligere, men begynder pludselig at reagere på lyde og stemmer omkring sig. Selvom barnet er begyndt at sutte, slipper det brystet for at se, hvor lyden eller stemmen kommer fra, og vil derefter ikke tage brystet.
Mange børn bryder sig ikke om, at du holder hånden bag dets hoved og trykker det ind mod brystet – selvom du har de bedste intentioner. Barnet kan reagere ved at trække hovedet tilbage i stedet. De fleste børn vil selv bestemme, hvornår de skal trække hovedet til sig, når de bliver ammet. Læg i stedet hånden på barnets skuldre/ryg.
Når barnet ikke tager brystet, opstår der ofte frustrationer – både hos dig som mor, hos barnet og ofte også hos en eventuel partner. Barnets gråd rammer en lige i hjertet og kan være utroligt stressende.
Sådan gør du
- Begynd altid forfra, hvis barnet ikke vil tage brystet. Læg barnet hud mod hud med frie luftveje.
- Malk ud med hånden eller en pumpe for at stimulere brysterne til at blive ved med at producere mælk.
- Tilbyd brystet, når barnet er roligt, og ikke når det er meget sultent, vær opmærksom på de tidlige suge- og suttesignaler, eller løft barnet op, når det sover, og tilbyd brystet.
- C-greb, se herover.
- Prøv forskellige ammestillinger, for eksempel laid back-amning, hvor barnet selv styrer. Vælg den stilling, der føles bedst for dig/jer.
- Giv barnet lidt udmalket mælk med ske eller i en kop, inden du tilbyder brystet, så barnet falder til ro. Derefter kan barnet tage sig god tid til at tage brystet.
- Find rolige omgivelser – gå lidt væk. Hvor du tidligere har kunnet amme stort set hvor som helst, er du måske pludselig nødt til at være i et stille lokale med dæmpet belysning i et stykke tid. Prøv at finde ro, og tag jer god tid.
Vigtigt at tænke på
- Prøv at finde rolige stunder uden stress sammen med dit barn, også når barnet er mæt og tilfreds. Hav dit barn liggende hud mod hud (med frie luftveje). Husk dig selv – sørg for at få masser af hvile og væske.
- Sørg for, at barnet får mad på en eller anden måde, giv udmalket modermælk med kop, flaske eller ske, så det falder til ro.
- Stimuler brysterne, så de bliver ved med at producere mælk, ved at malke med hånden eller en pumpe.