En graviditet kan føles som en evighed, men pludselig har man passeret de magiske 37 uger, og barnet er klar til at komme ud når som helst!
Hvis I venter jeres første barn, har I sikkert fået tudet ørerne fulde med, at man altid går over tiden første gang, men det passer ikke helt. Førstegangsfødende går oftere et par dage over den beregnede termin, før barnet kommer, men det gælder ikke for alle. Ventetiden kan være kedelig, men der findes også visse fordele ved at få lidt ekstra tid.
Som partner har du mulighed for virkelig at gøre en forskel nu. Det er helt almindeligt, at en højgravid kvinde føler sig træt, opgivende og måske lidt bekymret for fødslen. Din opgave er nu at tale med hende om den kommende fødsel og have modet til at spørge om ting, som måske føles lidt fjollede eller for intime. I vil snart befinde jer i en situation, hvor I begge to kan føle jer blottede. Så er det ekstra vigtigt, at I har talt om, hvad der er vigtigt for jer begge to.
Din opgave under fødslen er jo at støtte din partner og tro på, at hun kan klare den store udfordring, som en fødsel er. Hvis du ved, hvad hun er bekymret for, kan du bedre hjælpe til, når det sker.
Der er selvfølgelig nogle praktiske ting, som du kan gøre før og under fødslen. I de sidste uger og dagene inden: Din partner kan miste troen på, at barnet nogensinde vil komme ud, hun sover måske dårligt, er træt i kroppen og føler sig opsvulmet. Tilbyd hende den bedste plads derhjemme, og sørg for, at hun kan sidde rigtig bekvemt med fødder og ben oppe, så hævelserne mindskes. Overøs hende med omsorg. Prøv at opmuntre hende til at hvile sig i dagtimerne, hvis hun ikke sover så godt om natten. Det er helt normalt, at man sover dårligt i slutningen af graviditeten. Mange kvinder har svært ved at finde en behagelig stilling, barnet fylder meget, og man skal hele tiden ud at tisse – også om natten.
For dig, der skal være mor, nærmer du dig enden på en lang graviditet. Mange er forventningsfulde og føler sig klar til at føde, mens andre skal have lidt mere tid, før lysten til at møde barnet fortrænger bekymringen for fødslen. Hvis du ikke er holdt op med at arbejde, kan det være en god idé at gøre det nu, så du får tid til at hvile dig og måske gøre hjemmet klar, til barnet kommer?
Der er nogle ting, du skal tænke på for at være så velforberedt som muligt. Sørg for at hvile dig, hvis du er træt, og væn dig til også at lægge dig lidt i løbet af dagen. Det har kroppen godt af. Hold kroppen i gang ved at gå ture, dyrke yoga eller træne det, der føles bedst lige nu. Tag dig tid til at overveje, hvordan du skal håndtere smerten og trætheden under fødslen. Det bliver hårdt, for du skal gennem en af de største fysiske præstationer i dit liv. Men ved hjælp af din egen indre styrke, din partners støtte og personalet på fødeafdelingen skal du nok klare det.
Når fødslen går i gang
Som partner kan du nu hjælpe til på mere håndgribelige måder, for eksempel ved at give massage, som ofte føles behageligt på ryggen og fødderne, lægge en varmepude under maven eller måske sørge for et varmt bad, som også er smertelindrende. Prøv at hjælpe hende med at finde behagelige stillinger, så I begge to kan hvile jer, indtil det er tid til at tage til sygehuset.
Det er en god idé at spise noget – gerne noget med kulhydrater og ikke kun sødt, men også lidt salt. Det er især vigtigt, når det er varmt udenfor. Drik et glas vand i timen. Det er nok, hvis det ikke er meget varmt, eller hvis du ligger længe i et varmt bad. Husk at ringe til den fødeafdeling, hvor I har planlagt at føde, så de ved, at barnet er på vej!
Ting, som er vigtige at have med til fødeafdelingen:
- Du skal huske at tage din vandrejournal med til fødeafdelingen. Hvis du er i tvivl om noget, kan du spørge din jordemoder.
- Sygesikringsbevis.
- Eventuelt småpenge til kaffe eller slik fra automaten. ### Ting, som er praktiske at have med til fødeafdelingen:
- Frugt, måske lidt slik og noget godt at drikke, for eksempel cola eller sportsdrik
- Tøj til barnet, glem ikke en lille hue
- Amme-bh
- Morgenkåbe og sutsko
- Kamera
- Autostol Som partner er det op til dig at huske tasken med de ting, som I skal bruge under og efter fødslen. Det kan være rart for din partner at mærke, at du giver hende din fulde opmærksomhed, og derfor kan det være en god idé at tage en taxa eller bede en anden om at køre jer til sygehuset.
Du skal også tænke lidt på dig selv og sørge for at få skiftetøj, behagelige sko og toiletartikler med. Det er en god idé at undersøge i forvejen, om du kan købe mad til dig selv, hvordan det fungerer med parkering og så videre. De fleste sygehuse har en hjemmeside, hvor du kan finde alle disse informationer.