RS-virus, også kendt som respiratorisk syncytialvirus eller RSV, er en almindelig virusinfektion, som oftest rammer børn. Den kan give symptomer som forkølelse, men også alvorligere luftvejssymptomer.
Hvornår skal jeg vaccineres mod RS-virus?
Du kan blive vaccineret mod RS-virus allerede under graviditeten, så barnet kan modtage antistoffer mod virusset, inden det fødes. Vaccinen bør gives mellem graviditetsuge 24-36. På den måde får barnet beskyttelse mod at blive alvorligt syg af RS-virus lige efter fødslen. Beskyttelsen for barnet varer i barnets første 6 måneder.
Hvad er RS-virus?
RS-virus giver anledning til luftvejsinfektion, der normalt giver symptomer som ved en mild forkølelse, men som i værste fald kan føre til alvorlig lungebetændelse og senfølger som astma og bronkitis. De fleste børn får en RS-virusinfektion i deres første to leveår uden at blive alvorlig syge. Infektionen kan dog være svær for den nyfødte, især i de første 2-3 måneder efter fødslen. Slimhinderne i luftvejene svulmer op og danner tykt slim som reaktion på RS-virusinfektionen. Dette kan medføre, at barnet får svært ved at trække vejret og spise.
Er vaccinen mod RS-virus gratis?
Man skal på nuværende tidspunkt selv betale for vaccination, hvis man ønsker den. Sundhedsstyrelsen er i gang med en faglig gennemgang med henblik på at vurdere, om beskyttelse mod RS-virus skal indgå i et vaccinationsprogram til gravide i Danmark.
Alle vacciner, der anvendes i Danmark, er velafprøvede, har god sikkerhed både for dig og dit barn og er effektive. Det er yderst sjældent med alvorlige bivirkninger.
Kilder