Mødre over hele verden har ammet i årtusinder. I dag har man omfattende viden om amning, både fra videnskabelige studier og dokumenterede erfaringer. Blandt andet de sociale medier har dog gjort amningen til et både kontroversielt og følsomt emne.
Vi har lavet en Ammeguide til appen for at give dig et overblik over den viden om amning, der findes i dag, så du kan træffe et aktivt valg for dig og dit barn. Det er også vigtigt at vide, at du har ret til individuel ammehjælp – de første 7 dage efter fødslen kan du søge hjælp på føde- eller barselsafdelingen eller via din sundhedsplejerske. Flere steder i landet kan du også få hjælp på ammeklinikker. Dette er dog et privat alternativ og kræver betaling.
Du kan vælge at fuldamme, delamme eller slet ikke at amme (dvs. give dit barn modermælkserstatning).
Forsøg at finde dig til rette i din og din eventuelle partners beslutning. Hvis I er to, bør I tale om, hvordan I vil have det og støtte hinanden, hvis nogen i jeres nærmeste omgivelser eller mere perifært sætter spørgsmålstegn ved jeres valg (det har de ingen ret til). Hvis du er enlig mor, kan det være en god idé at diskutere din beslutning med en, du stoler på.
Det er en fordel, hvis du i løbet af graviditeten tænker over, hvordan du vil gøre, når barnet kommer. Hvis du har bestemt dig for at amme, kan du få meget ud af at begynde at forberede dig på amningen allerede under graviditeten. Det er dog ikke altid helt let at tage denne beslutning, så du kan også vente, indtil barnet er født.
Værd at vide om amning
Hvis du ved, at du vil amme, eller hvis du ikke har bestemt dig endnu, kan du finde vigtige og nyttige informationer om velfungerende amning herunder:
– Barnet kan sagtens nøjes med udelukkende at få modermælk og D-vitamindråber (og eventuel medicin) i de første 6 måneder. – Det er ikke altid helt enkelt at amme, men det er nemmere, hvis du har forberedt dig mentalt og ved, hvordan din krop og det nyfødte barn opfører sig lige efter fødslen og i de første dage. Amningen i de første dage har stor betydning for, hvordan amningen kommer til at fungere senere, og derfor er disse forberedelser vigtige. – Ved at have dit barn liggende hud mod hud med frie luftveje lige efter fødslen, og indtil barnet finder brystet og begynder at sutte eller falder i søvn, fremmer du både tilknytningen og den kommende amning. – Håndudmalkning hvis barnet ikke sutter (det kan være træt og lidt medtaget efter fødslen, føle sig utilpas, have ondt i hovedet efter en sugekop med mere) er en fremragende metode til at få mælkeproduktionen i gang. Studier viser, at hvis du håndudmalker i de første timer efter barnets fødsel, giver det en større mængde modermælk på fjerdedagen. Du kan se det som at afgive en bestilling på modermælk til lidt senere. – Du kan prøve at malke ud med hånden allerede efter uge 38 i graviditeten for at lære, hvordan du skal gøre, og hvordan det føles. Der behøver ikke at komme en eneste dråbe mælk ud, når du malker med hånden (hverken mens du er gravid eller senere). Du gør det for at "bestille" modermælk til senere. Hos nogle mødre kan der i starten komme lidt råmælk ud, som man kan give til barnet. – Barnets adfærd og kompetence – 9 trin til barnet tager brystet Hvis du kender disse trin, vil du genkende dit barns adfærd lige efter fødslen. – Det varierer fra mor til mor, om man ammer på ét bryst eller flere ved hvert måltid (flere = man skifter bryst 2-4 gange ved hvert måltid). – Der findes forskellige ammestillinger, som man kan prøve sig frem med. Langt de fleste finder en eller flere ammestillinger, der fungerer for dem. – Det er primært graviditeten og ikke amningen, der får brysterne til at forandre sig. – Det skal ikke gøre ondt at amme, og det er lige meget, om sundhedspersonalet siger, at det ser fint ud. Hvis det gør ondt, er der noget, der ikke er, som det skal være. Barnets første suttetag kan som regel mærkes og måske gøre lidt ondt. Det er helt normalt, men derefter skal det ikke gøre ondt. Bed din jordemoder eller sundhedsplejerske om hjælp, hvis amningen gør ondt. Du kan også vælge at betale for at få hjælp på en privat ammeklinik. – Barnets far/medforælder er vigtig for amningen og bør inddrages. Studier viser, at partnerens støtte har stor betydning for, hvordan amningen opleves.