Alle mennesker, mænd og kvinder ligedan, har hormonet oxytocin i deres kroppe. Det frigøres primært under fysisk kontakt, såsom kram, berøring, massage og sex. Det kaldes som regel for vore kroppes “feel-good hormon” eller “kærlighedshormon”, da det øger vores sociale evner og beroliger os, og endda reducerer stress. Det er et hormon, der undertrykker stress i vores kroppe. Det er også meget gavnligt for vores helbred og velbefindende, både på kort og lang sigt.
Sådan frigør du det
Et område, der er mere sensitivt end andre er på og omkring brysterne, hvilket er da vi har mange receptorer der, som oxytocinet binder sig til. En receptor er et proteinmolekyle, som oxytocin kan binde sig til, og derefter senere blive aktiveret og frigøre dets effekter igennem kroppen. Dette betyder, at vi kan skabe en ekstra frigørelse af dette hormon ved at massere eller berøre dette område.
Frigørelse af oxytocin kan for eksempel være til nytte under fødsel, da oxytocin sætter ind under de første veer og fungerer som en naturlig smertestiller. Det kan også frigøres under træning, dans eller sang, og altså ikke kun igennem fysisk kontakt eller at være tæt på en anden person. Det er dog oftest når vi er aktive sammen med en anden gruppe mennesker, at vi oplever en følelse af komfort og glæde takket være de positive effekter af oxytocin.
Under fødsel
Under fødsel er oxytocin absolut det vigtigste hormon. Uden dette ville livmoderen, der fungerer som en stor muskel, ikke være i stand til at trække sig sammen, og dermed ville kvinden ikke gå i fødsel. Når oxytocin binder sig til de receptorer, der er forbundet med livmoderen, skaber det veer. Hvis en kvinde af en årsag ikke har nok af kroppens eget oxytocin under fødslen, kan det tilføjes kunstigt, hvilket vil give en lignende effekt på livmoderen. Det gives intravenøst og hjælper livmoderen ved at gøre den stærkere. Naturlig oxytocin agerer også smertestiller under fødslen. Siden barnet får fysisk stimuli fra veerne, så frigøres der også oxytocin i barnets krop hver gang, livmoderen trækker sig sammen.
Stress vs. Oxytocin
Stress forhindrer direkte de positive effekter af oxytocin, eller rettere de hormoner, der frigøres, når vi oplever en hvilken som helst form for stress. Man kan som eksempel forestille sig et par, der dyrker sex, da de pludselig afbrydes af fremmede, der kommer ind i rummet. Hvad sker der med parret? De vil sandsynligvis føle sig utilpasse og den selvtillid, de havde for kort tid siden vil vær væk. Istedet vil de gå i defensiven, eftersom de påvirkes af vores stressystem.
Hormonerne, der frigøres i dette tilfælde, vil f.eks. være adrenalin, noradrenalin og kortisol. Disse hormoner binder sig til de samme receptorer som oxytocin, hvilket betyder at de erstatter tilstedeværelsen af oxytocin i kroppen og giver den modsatte effekt af ro og komfort. Når disse hormoner rammer receptorerne begynder hjertet at slå hurtigere, blodtrykket stiger og vi oplever en såkaldt stressreaktion. Denne form for reaktion or hormonudskiftning kan ske på få sekunder. Derfor kaldes dette også en autonom reaktion, da vores autonome nervesystem, der er direkte forbundet med vores følelser og opfattelse, aktiveres. Det er derfor afgørende at enhver stressfaktor minimeres under fødsel for at oxytocin kan virke ordentligt.
Årsager til, at du ikke bør bekymre dig
Oxytocin er et hormon, der består a ni, forskellige aminosyrer, og hvis to af dem byttede plads, ville vi sjovt nok få et nyt hormon kaldet vasopressin. Vasopressin aktiverer det sympatiske nervesystem, der er et andet navn for vores nervesystem. Dette demonstrerer, at både på molekylært og følelsesmæssigt niveau er vores “feel good” og vores stressystem tæt forbundne i vores kroppe, og det er vigtigt at forstå, hvordan begge systemer kan hjælpe og hindre fødselsprocessen. Sagt kort, så bliver det vigtigste hormon under en fødsel, oxytocin, udløst, når vi er rolige og komfortable, men hæmmet, når vi føler stress og frygt.
Find mere information om oxytocin i artikler og værktøj under kategorien “Graviditet”.
Kilder:
- Myles, M.F., Marshall, J.E. & Raynor, M.D. (red.) (2014). Myles textbook for midwives. (16th edition). Edinburgh: Elsevier.