Bækkenbunden består af muskler og bindevæv, som danner et ”gulv” for vores indre organer, deriblandt livmoder, urinblære og endetarm. Bækkenbundsmuskulaturen har også en vigtig funktion for vores kontinens, så vi ikke har ufrivillig vandladning, samt vores seksuelle nydelse.
Under graviditeten vil et af bækkenorganerne, nemlig livmoderen, vokse kraftigt, hvilket indebærer, at bækkenbundsmusklerne skal håndtere en større vægt. Derfor er det en god idé at styrke musklerne i bækkenbunden ved at lave knibeøvelser.
Hvordan laver jeg knibeøvelser?
Læg dig på ryggen eller siden med bøjede ben. Spænd forsigtigt omkring endetarmen, og fortsæt med at spænde længere frem, omkring skeden og urinrørsåbningen, ligesom når du er virkelig tissetrængende, men ikke har adgang til et toilet. Prøv, om du kan få det til at føles, som om bækkenbunden løfter sig.
