Barnets afføring ændrer farve i løbet af den første uge efter fødslen. Det skyldes, at barnet går fra kun at drikke fostervand under graviditeten (får næring via navlestrengen) til at drikke råmælk og derefter få moden modermælk eller modermælkserstatning. Modermælken gør, at børn, der ammes, sjældent får forstoppelse. Børn, der fuldammes, vil efter cirka en måned have afføring fra ti gange om dagen til cirka en gang om ugen – begge varianter er helt normale. Børn, der får modermælkserstatning, har lettere ved at blive forstoppede og kan have afføring mindre hyppigt.
Afføringen skal ikke være hvid, grå eller rød. Hvis den er det, skal man kontakte en børnelæge.
Sådan plejer den at se ud – og det er helt normalt:
De første 1-2 døgn: Barnets afføring er sort og klæbrig. Døgn 2-3 (cirka): Afføringen er brungrøn. Døgn 4-5 (cirka): Afføringen begynder at se ud som sennepsgul hytteost, dvs. rigtig modermælksafføring.