Bleeding

Blødning efter uge 22

Preglife

ByPreglife

Vi har valt att samarbeta med experter som har en omfattande erfarenhet för att du ska få så relevant och faktabaserad information som möjligt under din graviditet, efter födseln och de första 2 åren med ditt barn.

Hvis du begynder at bløde efter graviditetsuge 22+0, uanset hvor kraftig blødningen er, skal du altid ringe til fødeafdelingen for at spørge dem til råds og høre, om du skal tage ind til en ekstra kontrol, eller om du kan afvente. Blødninger i den senere del af din graviditet kan have mere alvorlige konsekvenser for dig og barnet. Det er en god idé, at du sikrer dig, at blødningen kommer fra skeden og ikke fra endetarmen. I midten og især i slutningen af en graviditet har mange kvinder problemer med hæmorider, som let kommer til at bløde.

Den lille blødningshuskeliste

– En frisk blødning er lyserød til mørkerød i farven. – En mere brunlig blødning betyder, at blødningen er sket tidligere og ikke er i gang lige nu. – En kraftig blødning er en blødning, hvor du bløder igennem et bind på en time, eller hvis der er mange klumper i din blødning. – Efter uge 22+0 skal du ringe til fødeafdelingen og spørge dem til råds, uanset om du bløder lidt eller meget. – Nogle gange finder man ingen årsag til blødningen.

Hvis du oplever nogen af nedenstående symptomer, skal du omgående søge lægehjælp:

– Hvis du bløder, uanset mængde, og samtidig har smerter i den ene side af maven eller den nedre del af maven. – Hvis du bløder, uanset mængde, og samtidig oplever, at din almentilstand er forringet (du føler dig syg, mat og træt). – Hvis du har en aktiv blødning, hvor du bløder igennem et bind på en time, eller hvis der er mange klumper i din blødning.

For at diagnosticere årsagen til en blødning foretager man en vaginalundersøgelse, og nogle gange kan det være nødvendigt med en ultralydsscanning.

Årsager til blødninger efter uge 22+0:

En blødning kan være det første tegn på, at fødslen er gået i gang, en såkaldt "initialblødning" eller "tegningsblødning". Blødningen kommer fra små kar i livmodertappen, som brister, når den begynder at åbne sig. Hvis du er gået tiden ud, det vil sige er i uge 37+0 eller har passeret uge 37+0, er initialblødningen et velkomment tegn på, at veerne er på vej, mens en blødning tidligere ikke er helt så velkommen, da det kan være et tegn på, at fødslen er gået i gang for tidligt.

Blødninger i denne del af graviditeten kan også forårsages af infektioner, celleforandringer eller polypper i livmoderhalsen. En polyp i livmoderhalsen er oftest en helt ufarlig, godartet tumor på livmodertappen, som ikke påvirker selve graviditeten, men den har let ved at bløde og kan forårsage en kraftig blødning. Nogle gange skal polyppen fjernes ved et mindre, kirurgisk indgreb.

Du kan læse mere om infektioner og celleforandringer i blødningsteksten om den tidlige graviditet frem til uge 11+6.

Hvis din moderkage ligger langt nede mod livmodermunden, eller hvis din moderkage dækker livmodermunden helt, en såkaldt forliggende moderkage eller "placenta prævia", som er den lægefaglige betegnelse, er blødninger en typisk komplikation, især efterhånden som barnet vokser i livmoderen og øger trykket på moderkagen. Moderkagens placering i livmoderen kan ses på ultralydsscanningen. Hvis den ligger lavt ved den første ultralydsscanning, bliver der fulgt op på moderkagens placering med yderligere ultralydsscanninger i løbet af din graviditet. En del kvinder bliver indlagt til blødningsobservation en eller flere gange i løbet af graviditeten, hvis moderkagen dækker livmodermunden helt eller delvist. Nogle gange kan det være nødvendigt at give medicin, som hjælper blodet med at koagulere (stivne) hurtigere for at stoppe blødningen. Som regel flytter moderkagen sig længere op i livmoderen, i takt med at den vokser, og man kan ofte føde vaginalt, men hvis moderkagen dækker livmodermunden helt eller delvist i slutningen af graviditeten, skal barnet fødes ved kejsersnit. Hvis du har en forliggende moderkage, skal du undgå penetrerende sex i den senere del af din graviditet. Tal med din jordemoder, hvis du har spørgsmål eller er bekymret.

I sjældne tilfælde kan en blødning være det første tegn på, at moderkagen er begyndt at løsne sig fra livmodervæggen. Det sker i så fald oftest i slutningen af graviditeten. Det kan være en meget alvorlig og livstruende situation for både kvinden og barnet. Hvis du bløder i kombination med, at din livmoder er hård, du har sammentrækninger, kraftige mavesmerter eller en forringet almentilstand (du føler dig syg, mat og træt) skal du søge lægehjælp omgående.

Kilder: - Lärobok för barnmorskor. Faxelid, E. Course literature 2001. - Myles Textbook for Midwives. Fraser, D. och Cooper, M. Churchill Livingstone 2003.