Stimulering af modermælk betyder, at moren selv stimulerer brysterne, så de producerer mere mælk. Det er helt almindeligt, at der de første gange kun kommer nogle få dråber eller slet ingen modermælk ud. Det er bare om at blive ved med at stimulere dem for at få gang i mælkeproduktionen hurtigere og øge mængden af mælk. Udmalkning og håndmalkning er to forskellige udtryk for det samme.
Fordelene ved tidlig stimulering af modermælk
I timerne efter fødslen har man en særligt høj koncentration af ammehormonerne oxytocin og prolaktin i kroppen. Hvis barnet ikke sutter, kan man, ved at håndmalke/stimulere modermælken så tidligt som muligt efter fødslen, når hormonniveauerne er i top, få en hurtigere og større mælkeproduktion senere.
Sådan gør du, hvis barnet ikke sutter
Hvis barnet ikke sutter og er frustreret over, at der ikke kommer nok mælk ud, skal du malke med hånden otte gange i døgnet. Det er vigtigere, at du gør det otte gange, end hvor længe du gør det hver gang, så gør det hellere i kort tid flere gange end i lang tid nogle få gange. Hvis du giver barnet modermælkserstatning efter amningen, kan du håndmalke efter amningen eller madningen for at stimulere brysterne til at producere mere mælk senere. I starten kommer der kun nogle få dråber råmælk ud, hvilket er helt normalt.
Det kan du gøre for at få mere modermælk
Nærhed til dit barn kan øge udskillelsen af oxytocin, som er det hormon, der påvirker nedløbsrefleksen og gør, at mælken kommer ud af brysterne. Forsøg derfor at være tæt på dit barn så meget som muligt, gerne hud mod hud. Nedløbsrefleksen stimuleres også af barnets duft og lyd/gråd. Du kan for eksempel lugte til noget, som barnet har haft på, eller afspille lyden af barnets gråd for at øge mængden af modermælk. Det er også vigtigt at hvile, drikke, spise og få god smertelindring, hvis du har ondt.
Sådan stimulerer/udmalker/håndmalker du:
- Det er vigtigt, at du sørger for god håndhygiejne før og efter stimulering af modermælken/udmalkning. Vask hænderne med sæbe og vand.
- Stryg let over brystet fra brystkassen og ned mod brystvorten i nogle minutter, inden du begynder at malke med hånden.
- Hold derefter fingrene som et C lige uden for kanten af areola. Tryk fingrene let ind mod brystkassen, klem fingrene sammen mod hinanden, og før dem fremad mod brystvorten.
- Flyt fingrene rundt om areola, så du stimulerer hele brystet.
Fortsæt i nogle minutter pr. bryst, og gentag øvelsen flere gange. Skift bryst, når der ikke kommer mere mælk ud.
Det kan tage flere minutter/forsøg, før der kommer mælk ud, hvilket kan føles som lang tid. Vær tålmodig, og bliv ved med at stimulere. Hvis der ikke kommer noget mælk, eller hvis du vil øge mængden af mælk, kan du fortsætte i nogle minutter. Første gang kommer der måske ikke så meget som en dråbe, men det er helt normalt og gør ingenting. Du kan se det som en bestilling af mælk til senere brug.