I får information om gulsot, inden I tager hjem fra fødeafdelingen. Det er vigtigt at vide, hvad det er, og hvilke symptomer der opstår, hvis jeres nyfødte skulle få det.
Gul hud og træthed
Vær opmærksom på, om barnet bliver gult i huden, får gule øjeæbler eller bliver mere træt og sover mere, falder i søvn ved brystet eller måske ikke vil sutte, som det har gjort tidligere. Hvis du oplever et eller flere af disse tegn, er det vigtigt, at du ringer til din egen læge med det samme for at få lægefaglig rådgivning.
Sådan kan amningen påvirkes
Børn, som er lidt gule, bliver også mere trætte, hvilket påvirker amningen. Måske er du nødt til at vække barnet, holde øje med, hvordan det sutter og være mere nærværende ved brystet. Hvis barnet slipper brystet og falder i søvn, kan du være nødt til at vække det og for eksempel skifte ble og derefter tage barnet i favnen igen og tilbyde det andet bryst.