Barnets måde at bevæge sig på i maven varierer fra barn til barn – de kan bevæge sig lidt eller meget og på vidt forskellige tidspunkter. Barnet laver også små bevægelser, som er svære eller umulige at fornemme. Barnet sparker, øver sig i at trække vejret og synke, laver gribebevægelser og træner sin sutteevne. Det gør altså meget mere end at sparke.
Hvordan du som gravid mærker fosterbevægelserne afhænger af barnets personlighed, hvor meget plads barnet har, hvordan barnet ligger i livmoderen og moderkagens placering.
Der findes retningslinjer for, hvor ofte du bør mærke dit barn under graviditeten. De fleste mærker barnets første bevægelser omkring uge 20. Hvis du har en foranliggende moderkage, er det ofte sværere at mærke bevægelserne tidligt, men efterhånden som graviditeten skrider frem, vil du kunne mærke barnet lige så tydeligt.
Når du er begyndt at mærke barnet, er næste trin at kunne mærke barnet dagligt – det sker som regel fra uge 25. Hvis du er begyndt at kunne mærke dit barn bevæge sig dagligt, skal du blive ved med at kunne mærke bevægelserne hver dag. Efterhånden vil du også kunne mærke, hvornår barnet er vågent. Barnet i livmoderen har ofte en vågen periode om aftenen, når moren slapper af. Når man bevæger sig i løbet af dagen, er det sværere at mærke bevægelserne, så det kan være en god idé at stoppe op og mærke efter en gang imellem.
Derefter kan du begynde at tænke over dit barns mønster. Det er godt, hvis du har identificeret et mønster omkring uge 28-29. Det kan for eksempel være, at barnet bevæger sig hver morgen, hver aften eller ved frokosttid. Hver gang du spiser noget, eller hver gang du ligger ned. Et godt tip er at finde en metode eller en strategi til at identificere, hvordan og hvornår du kan mærke dit barn. Det kan for eksempel være, at du lægger dig ned og mærker efter hver dag. Afsæt en vis tid (fx 15 minutter), læg dig ned, og mærk efter, om dit barn bevæger sig, hvor kraftige bevægelserne er, og om alt føles, som det plejer. Hvis du føler dig urolig, kan du benytte din metode til at mærke efter, at barnet bevæger sig, som det plejer, så du føler dig tryg. Denne metode kaldes for Mindfetalness.
Det er naturligvis nemmere at identificere et mønster hos et aktivt barn end hos et mere roligt barn. Barnets placering i livmoderen kan også have betydning for, hvor meget moren mærker til bevægelserne. Hvis barnet sparker udad mod huden, er det for eksempel nemmere at mærke, end hvis barnet sparker indad mod moderens ryg.
Hvis du oplever, at dit barn bevæger sig mindre eller svagere, end det plejer, og hvis du har benyttet din metode til at mærke barnet og ikke har fået den respons, du er vant til, skal du kontakte din læge eller jordemoder.
Kilder:
- Akselsson A, Lindgren H, Georgsson S, Pettersson K, Steineck G, Skokic V, Rådestad I. Mindfetalness to increase women's awareness of fetal movements and pregnancy outcomes: a cluster-randomised controlled trial including 39 865 women. BJOG. 2020 Jun;127(7):829-837. doi: 10.1111/1471-0528.16104. Epub 2020 Feb 8. PMID: 31971325.
- Kaplan, A. (red.) (2009). Lärobok för barnmorskor. (3., omarb. uppl.) Lund: Studentlitteratur.