I de første døgn er barnets mavesæk på størrelse med en hasselnød eller et kirsebær (cirka 5-7 ml), hvilket betyder, at det bliver mæt ved hyppig og kortvarig amning.
Efter yderligere nogle dage har mavesækken udvidet sig, så den er omtrent lige så stor som en valnød (cirka 22-27 ml), og efter cirka en uge er mavesækken som en bordtennisbold (cirka 45-60 ml). Eftersom mavesækken er så lille, har barnet brug for at spise ofte, så der skal ammes mange gange i løbet af et døgn.
Barnet har også brug for at spise om natten
Barnet bør ikke sove for længe ad gangen i den første uge. Barnet skal sutte kraftigt mindst 8-12 gange i døgnet. Hvis du vågner og kan mærke, at det er tid til, at barnet skal ammes, kan du vække det ved at lægge det hud mod hud og tilbyde det brystet. Hvis barnet ikke vil vågne, kan du vække det ved at skifte ble. Om natten peaker det mælkestimulerende hormon prolaktin, og eftersom mælkeproduktionen tilpasser sig efterspørgslen, er det en god idé at amme om natten.
Barnet taber sig i starten
Det nyfødte barn taber sig som regel i løbet af de første dage (op til 10 % af sin fødselsvægt), hvilket er helt normalt. Omkring dag 4-5 skal det dog vende, så barnet begynder at tage på igen.
Tegn på, at barnet får nok mad
Tegn på, at dit barn får nok mad er, at det:
- er tilfreds efter amningen
- tisser, mindst 6-8 bleskift om dagen
- har afføring, i de første døgn skifter afføringen farve fra at være sort og klæbrig (inden mælken løber til) til at blive brungrøn og lidt løsere og derefter gul og kornet, når det er modermælksafføring, hvilket er helt normalt
- er opmærksomt og aktivt mellem amningerne