andrej-lisakov-OLGbPyPG6JQ-unsplash

Depression før, under & efter graviditeten

Anja Lundström

ByAnja Lundström

Jordemoder

At leve med depression er svært. Det er udfordrende, udmattende og kan også føles frustrerende. Men du er ikke alene. Det, du føler lige nu, har intet at gøre med dig som forælder, og det betyder ikke, at du elsker dit barn mindre. Det betyder, at du har brug for hjælp og støtte. Der er mange hjælpemidler og behandlinger tilgængelige for dig og din familie.

Hvis du er blevet diagnosticeret med klinisk depression, eller hvis du mistænker, at du lider af psykisk mistrivsel, eller hvis du faktisk er så overvældet af den situation, du befinder dig i, at du ikke engang har haft tid til at føle efter – tag nu et øjeblik og reflekter over, hvad der sker.

Hvordan har du det psykisk og fysisk? Passer du på dig selv? Hvis ikke, er der noget, der stopper dig fra at gøre det? Har du følt dig nede på det seneste? I så fald, er den følelse vedvarende? Nyder du stadig de samme aktiviteter som før, du blev gravid?

Almindelige tegn på, at du kan lide af en depression

Depressive lidelser kan vise sig på mange forskellige måder og i forskellige grader. De defineres dog som humørsvingninger i større eller mindre grad, som kendetegnes ved følelser som tristhed, håbløshed eller at føle sig frakoblet og afskåret. De kan endda forårsage fordøjelsesproblemer, kroniske smerter og andre fysiske problemer.

Hvis du har oplevet mindst fem af de følgende symptomer listet nedenfor i løbet af de sidste to uger, kan det betyde, at du lider af en depression og bør søge hjælp hos din jordemoder, sundhedsplejersken eller hos din praktiserende læge:

  1. Træthed eller mangel på energi

  2. Ændringer i appetit

  3. Følt dig deprimeret

  4. Følt dig værdiløs

  5. Koncentrationsbesvær/svær at træffe beslutninger

  6. Søvnbesvær (insomnia) eller sover for meget (hypersomnia)

  7. Følt dig for meget oppe i gear eller for langsom

  8. Mangel på tilfredsstillelse eller nedsat interesse for de fleste aktiviteter

  9. Selvmordstanker

Hvis du er gravid, kan depression også vise sig gennem:

  • Sparsom eller mangelfuld vægtøgning

  • Øget angst og bekymring omkring dit barn

  • Konstant tvivl på dig selv som forælder

  • At du har svært ved at tro på, at tingene vil ordne sig

Hvordan en depression kan påvirke dit liv som kommende forælder

At vente barn kan få en række følelser til at opstå hurtigt, og det er normalt at føle sig bekymret og overvældet til tider. Uanset hvad, bør du være opmærksom på, hvad du føler, og hvor ofte du oplever disse følelser. En depression kan forringe din evne og lyst til at tage vare på dig selv.

Hvis du venter barn, er det vigtigt, at du får hjælp til din depression, ikke kun for at forbedre dit overordnede velvære, men fordi det tillader dig at passe bedre på dig selv og kan mindske risikoen for en postpartum depression.

Hvis du er partner, er det vigtigt, at du også søger hjælp, hvis du oplever disse vanskeligheder eller symptomer. At få professionel hjælp vil give jer et bedre udgangspunkt for at støtte hinanden og få en så god start som muligt på jeres forældreskab og familieliv.

Hvordan en depression kan påvirke livet som nybagt forælder

Først og fremmest, tillykke med det nye familiemedlem! Selvom du føler dig udmattet og måske lider af søvnmangel, er der så meget at nyde og opdage med dit barn. Der er noget specielt ved hver fase. Snart vil du se deres første smil, se når de tager deres første skridt og høre deres første ord. Desværre kan en depression forhindre dig i at glædes over milepælene som de smukke øjeblikke, de er. Det kan stoppe dig fra at være der for dit barn i den grad, de har brug for.

Som nybagt forælder kan "at få hjælp" betyde mere end bare at tage et skridt mod at have det så godt, som du kan. Ved at bede om hjælp viser du også, hvor vigtigt det er at turde række hånden ud, når du har brug for det. Depression er en alvorlig, men behandlingsbar tilstand, der rammer over 280 millioner mennesker verden over. Uden behandling kan det have en negativ indvirkning på din og dit barns helbred, din familie og dit daglige liv.

Der findes forskellige behandlinger tilgængelige

Der er mange forskellige behandlinger og støttemuligheder tilgængelige, fra psykoterapi til medicinering, her handler det om at finde den metode, der passer dig. Du kan også henvende dig til en non-profit organisation som f.eks. Fødselshjælpen. Lad dine nærmeste vide, hvad det er, du kæmper med, så de kan være der for dig på den bedst mulige måde. For at du skal få den hjælp, du har brug for, er det vigtigt, at du er åben med dine følelser.

Kilder: