Da børn under 1 år ikke har et fuldt udviklet immunsystem, er de følsomme over for bakterier og virus, der kan forårsage maveonde. Derfor er det vigtigt med god hygiejne, når du tilbereder mad til små børn.
Vask hænderne
Det er selvfølgelig vigtigt at vaske hænderne, inden du starter med at lave mad, men også lige efter du har håndteret råt kød og kylling. Vask skærebræt og køkkenredskaber grundigt, når du har skåret råt kød og kylling. Det er også vigtigt at tilberede hakket kød og kylling, så de er helt gennemkogte eller gennemstegte.
Sæt mad, der skal gemmes, i køleskab eller fryser så hurtigt som muligt. Hvis maden bliver stående ved stuetemperatur i mere end et par timer, kan bakterier nå at vokse. Små mængder varm eller lunken mad kan sættes direkte i køleskabet.
Spis ikke brændt mad
Når mad brændes, dannes skadelige stoffer, som ikke er gode for hverken børn eller voksne. Skær det brændte af, eller smid det ud, hvis maden er meget brændt. Det er også en god idé at lade maden blive gyldengul fremfor gyldenbrun ved tilberedning.
Hjemmelavet eller færdiglavet?
Mange synes, det er sjovt at lave mad, mens andre måske ikke er så vant til det. At lave god mad til små børn behøver ikke at være svært. På nettet og i kogebøger findes der mange gode og enkle opskrifter, du kan få hjælp fra. Der findes også en del færdigretter, der passer til små børn.
Nogle er skeptiske over for industrilavet mad, fordi det nogle gange indeholder flere tilsætningsstoffer end hjemmelavet mad. Det er godt at vide, at alle tilsætningsstoffer, der bruges i fødevarer, er videnskabeligt vurderet og godkendt og sikre for både børn og voksne. Derimod skal man være opmærksom på, at produkterne ikke indeholder meget salt eller sukker. Vælg gerne mad med nøglehulsmærke – den indeholder mindre salt og sukker.
Kilder:
