Børn er unikke, og der findes ingen universalløsninger, der passer til alle. Her får du dog nogle tips og råd, som et utal af jordemødre har gentaget gennem årene, og som har hjulpet mange mødre med at holde op med at amme.
Planlæg nedtrapningen/ammestoppet, og forsøg at vælge et tidspunkt, der fungerer i forhold til resten af familien. Forbered jer på mange søvnløse nætter. Tal med hinanden om, hvordan det skal foregå, og hvilke behov der kan opstå, for eksempel at man har brug for at sove/hvile sig i løbet af dagen. Hvis du er alene med dit barn, kan du bede en person i din nærhed om hjælp og støtte i denne periode. Det kan for eksempel være pasning i nogle timer midt på dagen, så du kan sove. Tænk på, at mange mennesker oprigtigt er glade for at få lov til at hjælpe.
Hvis amningen fungerer uden problemer, anbefales det, at du begynder at give dit barn fast føde, når det er omkring 6 måneder, og bliver ved med at amme. Når barnet får anden føde end modermælk, kan du begynde at nedtrappe amningen. En gradvis og langsom nedtrapning er det bedste for både barnet og dig som mor, men nogle gange er man nødt til at afslutte amningen på kort tid. Herunder får du tips og råd til begge varianter.
Langsom nedtrapning
Du kan enten amme færre gange om dagen eller i kortere tid ad gangen, men princippet er, at jo mindre barnet sutter, desto mindre mælk produceres der. Det er meget almindeligt, at man giver barnet almindelig mad om dagen og fortsætter med at amme om morgenen og om aftenen i en periode. Her er nogle tips, der kan gøre overgangen lettere:
- Giv barnet meget nærhed. Barnet har brug for endnu mere nærhed i denne periode. Det er vigtigt, at barnet fortsætter med at opleve tryghed. Giv det gerne ekstra meget opmærksomhed i løbet af dagen. Du kan for eksempel have barnet i en bæresele eller en vikle, så det er tæt på dig meget af tiden. Gå med sports-bh, eller læg en stram bandage om brysterne – både for at aflaste spændte bryster og for at gøre dem mindre tilgængelige for barnet.
- Tal med barnet (selvom det er så lille, at det ikke forstår dig). Tal til barnet, og overbevis samtidig dig selv. Nogle børn bliver meget kede af det, når de ikke får adgang til brysterne. Sig, at brysterne vil sove om natten. Prøv at give barnet en bamse eller en sutteklud.
- Gør jer klar til natten. Giv barnet et stort måltid mad, inden det skal sove, så du/I er sikre på, at barnet ikke er sultent, hvis/når det vågner og er ked af det om natten. Put med barnet i stedet for at amme om natten, så det får nærhed, men ikke brystet. Du kan også prøve at give det vand fra en tudkop eller en sutteflaske.
- Aflast spændte, fyldte bryster. Når du ammer mindre, aftager mælkeproduktionen, og nogle børn ender med at være helt uinteresserede af brystet.
Der går 3-5 dage, nogle gange helt op til to uger, før mælkeproduktionen aftager, og indtil da kan brysterne være hårde og ømme. Du kan prøve at malke lidt med hånden for at lette trykket. Det kan du gøre, mens du tager et varmt bad eller ved at holde brysterne over eller dyppe dem i varmt vand. Malk kun så meget ud, at ubehaget forsvinder. Ellers ender du med at stimulere mælkeproduktionen i stedet. Det kan også hjælpe at binde et tørklæde stramt om brysterne, gå med en stram sports-bh eller bruge et varmetæppe. Hvis du kan tåle det, kan du tage Ipren (ibuprofen), som er antiinflammatorisk. Ellers kan du tage Panodil (paracetamol) og dosere det i henhold til emballagen. Spørg din læge eller jordemoder til råds.
- Vent, indtil du er sikker. Det er nemmere, hvis du selv er sikker på, at det er på tide at afslutte amningen. Så kan du lettere stå fast, holde dig til din plan og være konsekvent over for barnet (som ellers let kan blive forvirret).
- Lad far/medforælderen give barnet mad. I en del familier fungerer det bedre, at den forælder/partner, der ikke har bryster med mælk i, giver barnet mad om natten i denne periode.
Pludseligt ammestop
Der er situationer, hvor man som mor bliver nødt til at holde op med at amme uden at kunne trappe ned. Moren kan for eksempel blive alvorlig syg eller få brug for at tage medicin, som overføres til modermælken og ikke er god for barnet. Der kan være flere årsager til, at amningen skal afsluttes i en fart.
I disse tilfælde er der som regel behov for støtte fra jordemoderen eller en ammeklinik, eftersom mælkeproduktionen stadig er høj, og der er risiko for blandt andet mælkeknuder. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at tage receptpligtig medicin, som stopper mælkeproduktionen. I perioden fra du holder op med at amme, til mælkeproduktionen ophører, er der visse ting, som du selv kan gøre for at komme lettere gennem situationen.
- Spis og drik, som du plejer.
- Bind et tørklæde om de spændte bryster, eller gå med en stram sports-bh, men undgå bh'er med bøjler. De kan trykke på mælkegangene og forårsage mælkeknuder.
- Hvis du har ondt, kan du tage noget smertestillende. Hvis du kan tåle det, kan du tage Ipren (ibuprofen), som er antiinflammatorisk, ellers kan du tage Panodil (paracetamol). Dosér i henhold til emballagen. Spørg din læge eller jordemoder til råds.
- Hvis dine bryster er meget spændte, kan du skylle dem med varmt vand og stryge med fingrene over brysterne i retning mod brystvorten, så mælken ledes ud naturligt. Det kan du også gøre for at opløse knuder i brysterne.
- Undgå om muligt malkning, da det i stedet stimulerer mælkeproduktionen.
- Bed om hjælp og støtte fra dine omgivelser og/eller jordemoder eller ammeklinik i denne periode.